Næsten alle medlemmer var mødt til planlægning af årets julefrokost. Efter kaffe og basser var der tid til almindelig hyggesnak over bordet. Det var tydeligvis midt i jagtsæsonen, så der var mange nye oplevelser, der skulle deles. Det i sig selv er imponerende, deltagernes gennemsnitsalder taget i betragtning. Jeg vil næsten påstå, at et engagement i en hobby som jagt eller for den sags skyld alle andre sunde hobbyer, virker livsforlængende. Det at være aktiv og have noget at glæde sig til, betyder utroligt meget. De sidste detaljer omkring julefrokosten kom på plads, og også her skinner glæden ved at være aktiv igennem. Der var i hvert fald ikke problemer med at få de forskellige opgaver uddelegeret, og alle lader til at glæde sig til den årlige begivenhed. Det aftaltes, at vi starter kl.10 som sædvanligt, så der er et par timer til borddækning og de øvrige forberedelser.🍻 Vi blev også mindet om, at vi hver især skal medbringe en lille gave til pakkespillet. Max værdi 50kr. Jeg havde selv fornøjelsen, at stå for dagens frokost, der ud over standard sild og ost, skulle have budt på aspargessuppe. På grund af et fejlkøb, blev det imidlertid til kartoffelsuppe i stedet, så jeg er udmærket klar over, at jeg skylder en gang aspargessuppe næste gang jeg har maddag, selv om de fleste tog vel i mod kartoffelsuppen.![]()
Mvh Sten Sjølund
Mvh
Sten Sjølund