Her er der indslag fra medlemmerne / læserne m.fl. om bl.a. jagt- og naturoplevelser.
Det er Webmaster alene der vurderer om det indsendte stof egner sig til publikation på siden. Endvidere forbeholder jeg mig ret til at tilpasse tekst og billeder, uden indsender får det til gennemlæsning inden offentliggørelse!
Indlægget må gerne være anonymt, men ved indsendelse skal navn etc. oplyses, samt en bemærkning om ønsket anonymitet.
Følgende er en sand historie, som jeg oplevede som apportør på en større godsjagt en fredag i oktober 2019.
Jagten er blæst af, vi har leveret de fugle og lidt til, som kunden har bestilt. Skytterne og driverne er kørt hjem til paradepladsen, mens vi apportører får samlet de sidste fugle.
Efterhånden som vi bliver færdige, hopper vi op på vognen med vores 13 hunde, vi mangler kun en apportør. Hun kommer endelig tilbage, men hun siger, at hun mangler 2 anskydninger, og om vi ikke kan hjælpe hende. Man hjælper vel altid en sød pige i nød, så galante som vi nu engang er, hopper vi 2 mand af vognen med ”vores” hunde og går i gang med at søge. Efter et stykke tid råber min makker, at ”min” hund er blevet halt. Jeg prøver at kalde hende hjem, men hun reagerer ikke umiddelbart på mit hjemfløjt eller hjemkald. Jeg får så langt om længe øje på hende, og får så også fat i hende. Hun er halt på det ene bagben. Jeg undersøger det, men kan umiddelbart ikke se, hvad problemet er, men konstaterer at det formentlig er poten, der er noget i vejen med.
Vognen kommer tilbage og henter os 3 apportører. Jeg får skyllet hendes pote, og får hende ind i bilen. Vi får afsluttet paraden og får noget at spise.
På vej hjem ringer jeg til dyreklinikken i Herfølge og forklarer situationen. Selvom det er ved at være lukketid, vil de godt kigge på hunden. Mens jeg sidder og venter hos dyrlægen, kommer der en kammerat fra jagtforeningen, og skal have aflivet sin rigtig gode jagt- og prøvehund – Øv, det var ikke opmuntrende at høre men c’est la vie, jeg havde jo kun et poteproblem – troede jeg.
Vi kommer ind i operationsstuen, hunden bliver undersøgt, og den har fået noget op mellem tæerne, så den skal opereres. Da det nu er efter lukketid, spørger dyr(e)lægen et par af de ansatte, om de vil blive og hjælpe med operationen – de indvilger – i mit stille sind roser jeg mig selv for, at jeg altid har haft den udvidede forsikring på alle mine hunde. Hunden bliver bedøvet, barberet omkring indgrebet, skåret op mellem tæerne, fjernet en 8 x 30 mm pind, renset og syet såret til igen. Efter 2 timer hos dyrlægen kan vi kører hjem med medicin i lommen og en hund iklædt en stor skærm omkring hovedet.
Da vi kommer hjem, er hunden fuldstændig fra snøvsen. Den går rundt og snuser og piber, dens øjne ser helt forkerte ud. Min kone siger : Det er ikke den Herbie, jeg kender. Hunden vil ikke være i dens kurv, men går hvileløs rundt. Efterhånden som virkningen fra den smertestillende medicin fortager sig, går det helt galt, hunden hyler nu i et par timer ligesom en ulv – fuldstændig utrøstelig. Det ender med, at vi tager den med ind i soveværelset, hvor den falder til ro på et tæppe.
Lørdag og søndag var ikke et par gode dage at komme igennem, jeg skulle selvfølgelig have været på jagt med hunden, som jeg naturligvis måtte melde afbud til. Når hunden skulle luftes, skulle den have sok på og skærmen af, og når den kom ind igen, skulle sokken af og skærmen på, og jeg skulle passe på at Herbie’s hvalp ikke slikkede på hendes sår, men det værste var, at hunden li’som havde ændret identitet efter operationen, hun var som min kone sagde ” ikke den Herbie jeg kender”.
Om mandagen var jeg ude og besøge avleren til Herbie i et andet ærinde. Jeg havde taget ”Herbie” med og fortalte om hændelsen. Hun kunne godt se, at der var et eller andet, der var helt forkert, og rådede mig til at kontakte dyrlægen igen.
Jeg ringede til dyrlægen og fik lov at komme med det samme. På vej til dyrlægen spekulerede jeg på, om man kunne søge om erstatning for personspaltning efter en operation, for det var tydeligt for mig, at hunden havde ændret psyke efter bedøvelsen. De var 2 dyrlæger der kiggede på hunden, men de kunne ikke rigtig forklare, hvad der var gået galt, for Herbie havde tidligere fået den samme bedøvelse. Konklusionen blev, at jeg skulle ha’ noget kraftigere medicin til ”Herbie”. Jeg måtte besøge et par apoteker for at få medicinen.
Kl. 17 ringer telefonen : ” Goddag det er dyrlægen fra Dragør, har du en hund der hedder Herbie” hmm ja ! ”Har du været på jagt på Svenstrup i fredags” ja !
”så har jeg din hund her”.
Pu-ha ! Nu gav det hele mening, jeg havde fået byttet hund med en anden apportør – Steen og hunden hed Kala. Begge hunde er sorte labbere af samme statur. Den forskel der var i øjnene og udtrykket, forklarede jeg med den smerte og bedøvelse hunden havde været igennem.
Jeg kørte øjeblikkelig ind til Steen, som bor i Dragør, og afleverede Kala og fik Herbie retur. Han fortalte, at han havde været ude og apportere med min hund allerede dagen efter, at vi havde forbyttet vores hunde – og det havde gået påfaldende godt. Da han havde gået tur med den derhjemme, havde den stort set også opført sig ligesom Kala, men han havde også været nød til, at tage Herbie med i soveværelset. Om søndagen var han blevet så tvivlrådig, at han ringede rundt for at skaffe en scanner, så han kunne tjekke chippen – det lykkedes så først mandag kl. 17 hos dyrlægen i Dragør, og da havde han og Herbie lige nået en jagt mere i Vallø Storskov mandag morgen – sjovt nok havde jeg lige været i den jagthytte og aflevere nogle kort om morgenen 10 minutter før Steen og Herbie ankom.
Vi har aldrig fundet ud af præcis hvornår, vi byttede hunde, enten før vi hopper på vognen, eller da vi sidder på vognen. En anden ting der er tankevækkende, hvis nu skaden havde været mere alvorlig, og jeg havde vurderet, at hunden skulle aflives, hvordan ville jeg så juridisk være stillet ?
Bør dyrlægen scanne en hund der kommer til behandling ?
Scanner dyrlægen en hund, der bliver aflivet ?
Flere har sagt til mig, hvorfor jeg ikke kunne se, at det var en forkert hund, men det har aldrig været et issue for mig, at det kunne være en anden end min Herbie. Jeg var taget på jagt med Herbie, jeg havde efterapporteret med Herbie, jeg havde været til dyrlæge med Herbie, jeg havde Herbie med hjem fra dyrlæge, så derfor var det utænkeligt, at det ikke var Herbie, jeg var kun fokuseret på ”Herbie’s” skade og adfærd.
PS ! En uge senere fik Herbie noget op i poten, efterfølgende betændelse, medicin og skærm om halsen og jagtforbud i 16 dage – ØV !
Peter Vilstrup
Ræve- og Hanejagt Gammel Kjøgegaard 19. januar 2013
Uret ringer en dejlig januar morgen kl er 6.30. Datoen har ramt den 19 og dagen er kommet, jeg skal på min første jagt . Da ræve/fasan jagten blev slået op på KHjagt hjemmesiden, sendte jeg straks en mail og meldte mig til. Det er til trods for, at jeg kun er ved at tage jagttegn i foreningen. Men tænkte det kunne være en gylden mulighed for at lære mere om jagt og få en hyggelig dag i naturen.
Og jeg blev på ingen måde skuffet.
Tøjet var planmæssigt lagt frem, temperaturen var godt under frysepunktet, så det bestod af flere lag. Bilen blev startet op og jeg fik lidt hurtig mad.
7.30 trillede jeg ind på parkeringspladsen til klubhuset og meldte min ankomst. Straks efter sad jeg i en anden bil, på vej til jagthytten, snakken gik, naturligvis på jagt.
Ved ankomst til hytten var der flot dækket op på bordene, der manglede ikke noget. Udstoppede fasaner udgjorde selvfølgelig bordpynten. Morgenmaden gled ned, Temperaturen i rummet steg, godt hjulpet på vej af brændeovnen, humøret gik samme vej. Bedst som man har sat sig til rette, møder man en tidligere medkursist, endnu en gang drejer snakken sig om jagt, Herligt !
Efter morgenmaden er veloverstået, blæses der til parole, hvor der blev orienteret omkring jagten, jeg suger selvfølgelig til mig.
Vi bliver læsset op på vognene, Erik mangler lige et par vanter, men da chaufføren ikke er informeret, kører vi alligevel. Det sjove er jo så at Eriks hund Olga, stadig er på vognen, så vi bliver alle hundepassere for en stund.
Ved første såt, går jeg med som driver. En helt igennem spændende oplevelse, godt hjulpet på vej af Lars og hans hund.
Ved anden såt får jeg æren af at være stopper og får endnu en gang selskab af hunden Olga, således at Erik har hænderne helt frie til skud.
Herefter går turen til en større markremise. Alle jægere bliver sat på post og jeg snupper en plads ved Rene. Fasanerne viser sig og der afgives nogle flotte skud. Tilmed viser et rådyr sine evner som hækkeløber. Desværre rammer den altså hegnet første gang, men formår alligevel at løbe ind i skoven.
Endnu en såt bliver gået igennem, dog uden det store fugle resultat. Til gengæld kunne jeg næsten have nappet en hare med hænderne, så tæt som den løb på mig.
Da jeg jo ingen kanon havde med, kunne jeg jo ligesågodt bruge min hænder til noget fornuftigt, så jeg samler et par fugle op inden vi går tilbage til vognene og triller en tur ind i skoven. Her holder vi en drikke pause og der bliver igen snakket frem og tilbage om jagt. Til trods for de lave temperature er humøret stadig højt.
Ved den sidste såt bliver der igen set rådyr, og det er tydeligt at fasanerne ved hvad der skal ske. De fleste fulgle forsøger at holde sig til jorden. Så må sige at så dumme er de fugle altså heller ikke. Til trods for det, bliver her endnu en gang nedlagt en del fugle.
Endnu en tur på vognene bliver tilbagelagt, kun afbrudt af lidt fodring i skoven.
Tilbage ved hytten holdes der parade og der blæses endnu en gang i jagthornene.
Jagten er ovre og alle mand vender snuden tilbage til Herfølge. Her skal der endnu en gang lidt indenbords. Sild og rugbrød står allerede på bordene, det blive indtaget med fornøjelse. Herefter severes en virkelig god mørbradgryde med tilhørende ris, som jeg også finder plads i maven til. Bøder bliver retsmæssig og humorrstisk uddelt og jeg vælger at takke af og vende snuden hjem til familien.
Et kæmpe stort tak til alle der var med på ”min første jagt” Det var hele vejen igennem en virkelig behagelig oplevelse og helt sikkert ikke sidste gang. Tak for jeres dejlige modtagelse og medinddragelse i, den for mig, ukendte jagtverden.
Da jeg i løbet af dagen har mødt omkring 30 nye mennekser, og en del hunde, vil jeg gerne undskylde for min manglende hukommelse af navne. Det kommer vi sikkert til at grine af fremover.
Knæk og bræk
Andreas Gustafsen, en kommende nyjæger
