Referat Seniorklubben 13. Nov. 23

Seniorklubben havde besøg af Harry fra Holte Vinlager, der havde medbragt forskellige vareprøver, som han delte ud af, og fortalte om.
Vi fik baggrunden for vinene fortalt og nogle forskellige tommelfingerregler anskueliggjort.
Bl. a. sagde Harry at det ikke alene er druen, men i høj grad også jordbundsforholdene, der bestemmer, hvordan vinen smager og tager sig ud.
Med ca.10kr i statsafgift pr. flaske, uanset prisklasse, må det være klart for enhver, at der ikke er meget tilbage at betale selve vinen med, når avancer, transport og statsafgift er betalt på en flaske til 30kr.
Harry fortalte også, at langt største delen af den billige vin kom til landet i store tanke, og blev tappet og smagsnuanceret af et firma på transportcentret. Her er man ikke så afhængig af vinenes oprindelse og kvaliteter, da man bare kan tilføre den smag og farve man ønsker, med diverse tilsætninger.
En hulning i bunden indikerer en dyrere flaske, der kun ofres på vine i lidt højere prisklasser.
Portvin skal serveres fra køleskabet og drikkes indenfor en uge efter åbning.
Således beriget med mange oplysninger og et par enkle promiller, kom turen til den faste føde.
Jeg vil afholde mig fra at være madanmelder, men synes alligevel at Karstens løsning fortjener lidt omtale, som inspiration til os andre, om at der er mange måder at løse opgaven på.
Karsten serverede franskbrød med rejesalat, efterfulgt af bidesild m. kogte kartofler og cremefraichesalat, og som dessert æblekage med flødeskum ad libitum.
Altsammen særdeles velsmagende.

   

 

Mvh
Sten Sjølund

Seniorerne får besøg af Harry, ejer af Holte Vinlager Køge, den 13 nov.

Vi mødes kl. 10.00 hvor Harry vil præsentere årets Jagt Rødvin.

Der vil være mulighed for en lille smagsprøve af rødvinen samt af en udsøgt portvin.

Hvis du mangler en julegave ide, har Harry lidt ekstra med i bilen til en favorabel pris.

Det er Karsten, der har fornøjelsen at servere dagens frokost kl. ca 12.00.

Giv Karsten besked hvis du ikke kommer på tlf.40146408.

Hilsen

Leif

Referat Seniorklubben 6. Nov.23

Seniorklubben havde besøg af Jacob Panton, der har været udsendt utallige gange til verdens brændpunkter. Sidste gang med fatale følger, der var tæt på at koste ham livet.

Jacob fortalte detaljeret og medrivende om den sidste mission med kampvognen, hvor han blev ramt af adskillige skud, og dog formåede at entre køretøjet og afgive ordre til besætningen.

Han var hårdt såret og overlevede kun på mirakuløs vis sit stor blodtab.

Vi hørte også om den lange genoptræning og om den hæder, der blev ham tildelt især fra amerikansk side.

Siden har han deltaget i både kommunal – og regionspolitik, men finder begge dele for langsommeligt.

I stedet har Jacob, der bestemt er en handlingens mand, kastet sig over flere projekter, der involverer og aktiverer rigtig mange veteraner, der mangler noget at arbejde med, når de, som han selv på brutal vis, bliver sat ud af spillet.

Er rørende fortælling, der i den grad gør det klart, at vi lever en beskyttet og måske søvndyssende ubekymret tilværelse hjemme i lille Danmark.

 

Mvh

Sten Sjølund

Referat Seniorklubben 30.okt. 23

Hovedparten af klubbens medlemmer deltog i dagens emne, der drejede sig om klubben selv, dens størrelse og de forskellige procedurer.

Der var overvejende stemning at fortsætte som hidtil m.h.t. madlavningen.

Ligeledes skal der ikke sættes begrænsning på antal medlemmer, men emnet genoptages, hvis vi sprænger rammerne.

Med hensyn til besøg ved alvorlig sygdom, besluttes det i hvert enkelt tilfælde, hvem der repræsenterer klubben.

Erik serverede røde pølser og kartoffelsalat.

   

 

Mvh

Sten Sjølund

Køge-Herfølge Jagtforening