Festudvalget havde forberedt en hyggelig dag, og vejret var i den grad med os det meste af tiden.

Formiddagskaffen og spisningen kunne derfor foregå udenfor i høj sol.

Der var arrangeret konkurrencer i skydning med luftgevær og bue og pil.

Ti skud med luftgevær til fem små skiver, hvor det var svært nok bare at ramme papskiven. Vores forskellige øjenskavanker kombineret med de grove sigtemidler var bestemt en udfordring i luftgeværskydningen som Kai slap bedst fra.

Lige så store udfordringer var der medlangbue og pil. To papskiver placeret på billederne af en krokodille og en råbuk, og med tre skud til hver, viste sig at være en svær opgave. Kun meget få ramte skiverne, endsige billederne, men bedst blev Karsten, der formåede kunsten.

De udøvende følte sig på ingen måde alene på banen, da der både blev overvåget og kommenteret ivrigt fra bænkene i en hyggelig og afslappet atmosfære.

Fra kl. 7 morgen og alt imens konkurrencerne stod på, lå en 28 kilos gris på grillen og blev tilberedt til vores velfortjente måltid, der udover grisen med sprød svær, bestod af alle mulige lækkerier i form af forskellige typer kartofler, salater, dressing, brød og smør.

Igen et helt igennem vellykket arrangement i Seniorklubben.

Jeg har prøvet at ledsage billederne men en titel, men den forsvinder desværre på vejen, så nu skriver jeg det her i teksten.

Morgenkaffe, skydning m. luftgevær og Bue, de tre festarrangører med forskellige gøremål, hovedmåltidet og spisningen.

I ønskes alle en rigtig god sommer, nu kan det jo ikke gå helt galt.

Mvh

Sten Sjølund

Køge-Herfølge Jagtforening