Tidligere typograf og nuværende pensionist og naturfotograf Erik Skov Rasmussen, gæstede klubben og fortalte om tilblivelsen af de mange fantastiske billeder han har taget siden vi sidst havde besøg af ham.
Vi startede i nærområdet , hvor mosehornuglen ved Comwell og Vallø Camping havde stået, eller rettere fløjet model til en hel serie af stemningsfyldte skarpe billeder.
Eriks yndlinge er forståelig nok vandrefalkene på Stevns klint. Disse fascinerende flyvere har gennem de seneste årtier indtaget klinten og de redemuligheder den byder på, og har næsten vænnet sig til fotografens nærvær, hvilket har resulteret i nogle både skarpe og unikke billeder.
To ture til Afrika har resulteret i mange specielle oplevelser og et hav af farverige billeder.
Vi så ørne, isfugle og næsehornsfugle fra Kenya, hvorfra der også var billeder af gazeller, bøfler, elefanter, løver, guldsjakaler og aber. Sidst nævnte fungerede effektivt som afryddere på nogle af spisestederne , omend de nogle gange var lidt for tidligt på færde.
Den sidst tur Erik og hans kone har været på gik til Gambia, der med sine 10.000 km2 er Afrikas mindste land. Ikke desto mindre byder landet på en overvældende mængde af fugle og dyr i alle afskygninger. Et sandt eldorado for en naturfotograf.
Hoteller og rejseselskab var der til gengæld ikke mange roser til, men det har tilsyneladende ikke ødelagt oplevelsen, som vi fik et lille indblik i , ved Eriks humoristiske beretninger.
Leif stod for den velsmagende frokost.
 
 
Mvh
Sten Sjølund
Køge-Herfølge Jagtforening